Computerworld Online oktober 2002


Politisk flertal for mere open source

Et bredt politisk flertal i Folketinget bakker op om de åbne standarder for software i det offentlige, som Teknologirådet anbefaler i ny rapport. Partierne vil sætte pilotprojekter i gang med det samme og er parate til at afsætte de nødvendige midler.


Af Dan Jensen

Et bredt flertal i Folketinget vil omgående have sat gang i pilotprojekter, der kan afdække fordele og ulemper ved open source i det offentlige system.

Målet er at indføre åbne standarder helt eller delvist i det offentlige system, der i dag i vid udstrækning anvender produkter med lukket kildekode fra Microsoft.

Det brede folketings-flertal tegner sig, efter at Teknologirådet i dag torsdag offentliggjorde den hidtil mest omfattende rapport om open source i det offentlige.

Kan spare milliarder
I rapporten konkluderer rådet, at det offentlige kan spare milliard-beløb ved at omlægge til åbne standarder.

Det vil blandt andet ske, fordi åbne standarder vil øge konkurrencen og dermed højne effektiviteten og sænke priserne, hvis det offentlige ikke er afhængig af en enkelt leverandør, som det på mange måder er tilfældet i dag.

Venstre følger nu op med en konkret henvendelse til videnskabsminister Helge Sander (V), som opfordres til omgående at sætte pilotprojekter med open source i gang.

- Vi er meget indstillede på, at vi får afprøvet det rationaliserings-potentiale, som øget brug af open source kan give, siger Venstres IT-politiske ordfører, Anders Møller, til Computerworld Online.

Fri konkurrence skal sikres
Pilotprojekterne skal først og fremmest undersøge, hvilke open source-produkter der er mest anvendelige. Desuden skal de implicerede gøre sig overvejelser om de organisatoriske omstillinger, der er nødvendige, mener Venstre.

- Vores helt klare mål er at sikre den fri konkurrence, når det handler om effektive og billige programmer til det offentlige, siger Anders Møller.

Også Socialdemokraterne er indstillede på at bruge rapporten fra Teknologirådet som springbræt til at påbegynde arbejdet med at indføre åbne standarder i det offentlige system.

- Vi er helt enige i konklusionen. Som offentlig myndighed skal vi ikke satse på enkelte leverandører, men bredt på markedet. Vi mener, at der efterhånden er stort behov for en afklaring på dette område, siger IT-ordfører Thomas Adelskov (S).

Socialdemokraterne ser derfor også gerne, at der straks bliver sat pilotprojekter i gang i det offentlige.

Beslutningsforslag på vej
SF har allerede vedtaget at fremlægge et beslutningsforslag i Folketinget, der gerne skal ende med vedtagelsen af en langsigtet offentlig strategi, der sigter mod de åbne standarder.

- Der er ingen tvivl om, at de enkelte institutioner skal have mulighed for selv at vælge. I dag er de jo reelt bundet til enkelte leverandører. Derfor vil vi nu have formuleret en langsigtet og forpligtende strategi, der afgør etaperne mod den fulde indførelse af åbne standarder, siger SF's IT-politiske ordfører, Anne Grete Holmsgaard.

En af de første etaper kunne passende være fastlæggelsen af en fælles standard for dokumenthåndtering, som er så afgørende for al kommunikation i og med det offentlige, mener hun.

Den opfattelse deles af både Venstre og Socialdemokraterne, der begge finder det afgørende, at der hurtigt fastlægges en fælles standard for dokumenthåndtering.

Socialdemokraterne mener, at det er en opgave for Finansministeriets IT-taskforce at finde sådan en standard.

- Det vil være det første helt centrale skridt i at komme videre, fastslår IT-ordfører Thomas Adelskov.

Velvilje modtages med kyshånd
Den politiske velvilje bliver modtaget med kyshånd i Kommunernes Landsforening, der i foråret indledte beta-test af open source-produktet Star Office i en række kommuner.

Trods disse forsøg er der nemlig endnu ikke et klart billede af, hvordan store organisationer fungerer med open source, mener Kommunernes Landsforening (KL), der håber, at de nye politiske toner kan være med til at øge interessen for netop stor-skala forsøg.

- Hidtil har vi kun set små forsøg, der så bliver ganget op for at få et stort billede. Men vi mangler endnu at se et skala 1:1-forsøg, hvor en hel styrelse eller en hel organisation får rullet åbne standarder ud fra top til bund. Det håber vi, at vi snart får penge til, siger Michael Hald fra KL.

De tanker er SF positiv overfor, og Anne Grete Holmsgaard er parat til at finde de nødvendige midler.

- Vi skal have fundet nogle frontløbere, og det er oplagt at kigge på kommuner og amter i den forbindelse. Så må vi bare afsætte de penge, som er nødvendige. Meget tyder jo oven i købet på, at det vil kunne betale sig i den sidste ende, siger hun.

Tilbage til artikler