Computerworld Online juli 2002

Unge vender ryggen til IT-uddannelser

Frygten for dårlige jobmuligheder får nu de unge til at vende ryggen til de teknisk betonede IT-uddannelser. De tekniske skoler og handelsskolerne melder om en halvering i antallet af ansøgninger til IT-uddannelserne i forhold til sidste år. Interessen for forretningsmæssige IT-uddannelser er dog stigende.


Af Dan Jensen

Efter et elendigt år præget af økonomisk afmatning, talrige konkurser og masser af fyringsrunder i IT-branchen får frygten for dårlige jobmuligheder nu de unge til at vende ryggen til de tekniske IT-uddannelser.

Efter fristen for de såkaldte kvote 1-ansøgninger udløb mandag middag, melder en lang række af de skoler, der uddanner folk til IT-fagene, om en markant nedgang i antallet af ansøgninger.

Nedgangen har især ramt de tekniske uddannelser som for eksempel de tekniske skolers og handelsskolernes uddannelser til datamatiker, IT-supporter, datafagtekniker og lignende samt forskellige ingeniør-uddannelser med fokus på IT.

IT-interesse styrtdykket
På Aalborg Universitet er antallet af ansøgninger til uddannelsen som henholdsvis ingeniør i elektronik og informationsteknologi og diplomingeniør begge faldet med omkring 50 procent i forhold til sidste år, fortæller prorektor Jørgen Østergaard.

- Vi har oplevet en markant ændring i interessen for IT-uddannelserne, og det er meget tydeligt, for interessen for stort set alle vores øvrige ingeniør-uddannelser er i år stigende, siger han til Computerworld Online.

Samme melding kommer fra de tekniske skoler og handelsskolerne, der generelt har oplevet en halvering i antallet af ansøgninger til de IT-orienterede uddannelser.

- Vi har i år oplevet en væsentlig forringelse i især antallet af ansøgninger til datamatiker-uddannelsen. Vi havde egentlig forventet en stagnation i forhold til sidste år, men som det ser ud nu, får vi ikke engang fyldt alle vores pladser på datamatiker-uddannelsen op, siger John Rasmussen, der er uddannelsessekretær på handelsskolerne i Næstved, Ishøj og Køge.

Også en række andre skoler, som Computerworld Online har talt med, melder om en markant forringelse i antallet af ansøgninger til datamatiker-uddannelsen i forhold til sidste år, hvor interessen generelt var stor.

Businessuddannelser er populære
Mens interessen for de tekniske IT-uddannelser er faldende, melder uddannelses-institutionerne om øget interesse for de mere forretningsprægede IT-uddannelser.

På Københavns Universitet ligger ansøgningstallene endnu ikke klar, men de foreløbige meldinger lyder på en øget interesse for de naturvidenskabelige uddannelser, herunder datalogi, meddeler universitetet.

Det samme gælder IT-højskolen, der har oplevet en stigning i ansøgningerne.

Også Handelshøjskolen i København oplever i år stigende interesse for HA-dat uddannelsen, der er en erhvervsøkonomisk uddannelse med fokus på edb og dens anvendelse.

- Vi er meget tilfredse med fremgangen, for vi havde vel egentlig forventet, at den generelle udvikling i IT-branchen i det seneste år ville have påvirket antallet af ansøgninger i negativ retning, siger Handelshøjskolens studiechef, Charlotte Aller.

Reagerer på branchens nedtur
Netop den negative udvikling i IT-branchen er en væsentlig grund til det generelle fald i antallet af ansøgninger til de teknisk betonede IT-uddannelser.

Det mener uddannelsechef på Århus Købmandsskole, Gert Simonsen, der fremhæver, at de unges afvisning er en reaktion på de næsten daglige beretninger om konkurser og nedture i IT-branchen.

Det har fået de unge til at frygte, at de ikke kan få arbejde, når de en dag bliver færdige med deres uddannelse.

Den vurdering deles af prorektor på Aalborg Universitet, Jørgen Østergaard.

- De potentielle ansøgere til IT-uddannelserne har jo fået tudet ørerne fulde om alle problemerne i IT- og telebranchen, og de er ret opmærksomme på, om de kan arbejde. Derfor bliver de naturligvis påvirket af tilbagegangen, som vi jo også har oplevet i Nordjyllands meget betydelige elektronik-industri, siger han.

Jørgen Østergaard vurderer dog samtidig, at de unge potentielle IT-medarbejdere klart fejlfortolker situationen på arbejdsmarkedet.

- Alle undersøgelser viser, at det faktisk ikke er noget problem for de nyuddannede ingeniører at finde arbejde, for de finder bare noget andet, hvis de ikke kan få arbejde inden for deres eget felt. Det ved de potentielle ingeniører bare ikke. De går efter det mere sikre, siger han.

Det er Gert Simonsen fra Århus Købmandsskole enig i.

- Vores opgørelser viser, at stort set alle vores datamatikere er i arbejde et halvt år efter, de er blevet færdige. Det er da godt, selv om det ikke er så hurtigt som for et par år siden, hvor de fleste fik arbejde, før de var færdige på skolen, siger han.

Nærmer sig det normale leje
Gert Simonsen mener samtidig, at det faldende antal ansøgninger på mange måder er et tegn på, at interessen for de teknisk betonede IT-uddannelser er ved at finde et mere normalt leje, efter at IT-erhvervene i flere år har oplevet en stor interesse.

Det synspunkt deles af Tom Togsverd, der er direktør for Dansk Industris branchefælleskab for IT- og tele, ITEK.

Han fremhæver, at det er nødvendigt med en tilpasning til arbejdsmarkedet, hvor stigende krav inden for få år vil kunne sætte folk med kortere IT-uddannelser bag af dansen.

- Det er godt, at de unge indretter sig efter, hvordan arbejdsmarkedet udvikler sig og at de tager bestik af konjukturerne. Jeg mener, at faldet i antallet af ansøgninger til de kortere uddannelser er en god tilpasning til det virkelige liv. Det er de længevarende uddannelser, der er afgørende, og her er der jo tale om en generel stigning i interessen for de naturvidenskabelige uddannelser. Det er glædeligt, siger han.

Tilbage til artikler