GlobalEyez november 1999

Den sociale klient

Nicaragua er et socialt tilfælde. 20 års økonomisk kaos og fejlslagen politik har gjort landet komplet afhængigt af udenlandsk bistand.

Af Dan Jensen

MANAGUA - Torsdag 16. september 1999 blev der festet i Nicaragua.

Et statsdekret sendte samtlige arbejdere hjem til en halv fridag med løn, og i de fleste større byer var der festligheder, gudstjenester og fyrværkeri.

Nicaragua fejrede, at Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF, havde godkendt landet til optagelse i det specielle gældslettelsesprogram for højt forgældede, fattige lande, HIPC.

Mens kritikere betegnede det som absurd og surrealistisk, at Nicaragua fejrede, at det var blevet godkendt som et verdens fattigste og mest gældstyngede lande, mente regeringen, med præsident José Arnoldo Alemán Lacayo i spidsen, at godkendelsen var begyndelsen på en ny æra for Nicaragua og en længe ventet vej ud af den gældssump, der i de sidste mange år har gjort Nicaragua fuldstændig afhængig af udenlandsk bistand.

Men det er langt fra sikkert, at gældslettelse og strukturtilpasning er den rigtige løsning for Nicaragua.

Drivakslen i strukturtilpasningsprogrammerne, der reducerer de offentlige udgifter kraftigt gennem sparerunder og privatiseringer, er nemlig en fri finansiel sektor, der i teorien skal skabe en driftig kapitalistklasse, som for alvor vil sætte gang i hjulene.

Og det vil næppe ske i Nicaragua.

Det vurderer Tomás Rodríguez, der er professor i økonomi og international udvikling på et af Nicaraguas førende universiteter, Universidad Centroamericana.

"Med HIPC arbejder Verdensbanken og IMF efter den traditionelle idé om det fri marked og den fri markedsøkonomi. Det betyder, at staten reducerer, så markedet kan tage over og producere der, hvor staten slap. Men i Nicaragua tager markedet ikke over, for her i landet eksisterer det ikke. Markedet skal opbygges, før der sker noget som helst," siger han.

Gældslettelse løser ikke problemet
Nicaraguas import er omkring dobbelt så stor som landets eksport. Og det er her, og ikke i den store gæld, det virkelige problem ligger, mener Tomás Rodríguez.

"Gældslettelse hjælper på kort sigt, men løser ikke det virkelige problem. Der skal stadig betales mange penge tilbage, landets økonomi er stadig dårlig, og år for år øges forskellen mellem import og eksport. Så i stedet bør Nicaragua satse på at øge produktionen ved at støtte de små og middelstore landbrug og virksomheder og få skabt flere arbejdspladser. Vi bliver nødt til at reducere importen og satse på produktionen af de ting, som vi kan eksportere," siger han.

Men med de skrappe strukturtilpasningsprogrammer er det gået den modsatte vej.

De små og middelstore bønders mulighed for at opnå kreditter og få rådgivning om afgrøder, økonomi og maskiner er forlængst blevet sparet væk, ligesom statens skødekontor stort set er lukket, så bønderne kun vanskeligt kan få skøde på deres jord.

Desuden er vejene mange steder så dårlige, at det er yderst besværligt at få transporteret produkterne fra gårdene til markederne.

Det har altsammen gjort det vanskeligt at være bonde i Nicaragua.

Langt de fleste bønder producerer kaffe, sukkerrør, bananer eller kvæg, hvoraf en stor del går til eksport. Alle disse produkter er ofte udsat for store prissvingninger på verdensmarkedet. I den seneste tid har prisen været lav.

Alligevel er der store muligheder i landbruget.

Det mener Cirilo Otero, der er økonom i den indflydelsesrige lobbyistgruppe, Grupo Propositivo de Cabildeo.

"De små og middelstore bønder har et enormt potentiale og kunne være Nicaraguas redning. Hvis de alle kunne producere optimalt, ville der være mere end nok til en massiv eksport. Men disse bønder producerer ikke ret meget på grund af de manglende kreditmuligheder og den manglende tekniske assistance," siger han.

Fra velstand til bistand
Op gennem 1950'erne og 1960'erne hørte Nicaraguas økonomi på papiret til blandt de bedste i Mellemamerika. Landets diktatorfamilie, Somoza, stod på god fod med USA, priserne var høje, og handelen og økonomien blomstrede, selvom kun et fåtal af nicaraguanerne mærkede de gode tider.

1970'erne var præget af økonomisk krise, og i 1978 brød revolutionen ud. Efter hårde kampe blev Somoza og hans støtter væltet og erstattet af en demokratisk regering under ledelse af sandinisterne.

Sandinisterne ville have en socialistisk velfærdsstat. Men knap var frihedssangen og glædesråbene forstummet, før nedturen begyndte.

Da sandinisterne tabte valget i 1990, efterlod de et land i økonomisk ruin. Nicaragua var udpint, plaget og forgældet af en skødesløs, økonomisk politik, hyperinflation, den lange krig mod de amerikansk-støttede contraer og den medfølgende, amerikansk-ledede handelsembargo.

Mod slutningen af 1980'erne var Nicaraguas bruttonationalprodukt pr. indbygger nede på det niveau, som det befandt sig på i 1945. I dag er Nicaragua det næstfattigste land på hele det amerikanske kontinent. Kun Haiti er fattigere.

Da præsident Alemán og hans regering kom til magten i 1997 blev der straks fulgt op på den hårde, økonomiske reformkurs, som den afgående regering - under ledelse af Violeta Chamorro - indledte i 1991.

Den skrappe kur, med kurs mod den fri markedsøkonomi, skulle få landet til at leve op til de økonomiske og strukturelle krav, som Verdensbanken og IMF stillede, før de ville gå med til at give landet en effektiv gældslettelse.

Reformerne blev i henholdsvis 1994 og 1998 suppleret af Verdensbankens og IMFs udvidede, tre-årige strukturtilpasningsprogrammer, ESAF 1 og ESAF 2. Det reducerede de offentlige udgifter markant.

Men gælden var der stadig.

Nicaraguas udlandsgæld er i dag på knap fem milliarder dollars. Det er så stort et beløb, at omkring halvdelen af alle landets eksportindtægter går direkte til dets kreditorer, der til gengæld jævnligt yder nye lån, eftergiver gæld og permanent støtter en lang række hjælpe- og effektiviseringsprojekter i landet. Samtidig befinder der sig over 400 ikke-statslige hjælpeorganisationer, NGO'er, i landet.

Den udenlandske hjælp og bistand har i flere år været så massiv, at tiden, hvor Nicaragua kunne - og ville - klare sig på egen hånd, forlængst er forbi.

Det vurderer Cirilo Otero.

"Nicaragua er blevet afhængig af udenlandske penge og har fuldstændigt mistet troen på at kunne klare sig selv. Hvis det utrolige skulle ske, at Nicaragua en dag får eftergivet al sin gæld, ville vi straks gå ud for at lede efter nye lån. Landet har ingen indre, økonomiske ressourcer og har derfor hele tiden brug for nye penge. Samtidig er vi insolvente i omverdenens øjne og er derfor et dårligt sted at investere. Det er en umulig situation," siger han. 

Kuren koster dyrt
Regeringens håb bliver nu rettet mod gældslettelsesprogrammet HIPC, der er Verdensbankens og IMFs udvidede løsningsmodel til lande, der har så alvorlige, økonomiske problemer, at de traditionelle gældslettelsesprogrammer ikke slår til. I regeringens øjne er HIPC en mulig, omend hård og hullet, vej ud af den voldsomme, økonomiske krise, som landet befinder sig i.

Kuren er dog ikke gratis.

For med HIPC forpligter Nicaragua sig til at spænde livremmen yderligere ind. De i forvejen begrænsede, offentlige udgifter skal reduceres endnu mere og de offentlige indtægter skal øges. Statstilskud sløjfes, servicesektoren skæres yderligere ned, og de få resterende statsejede virksomheder skal på private hænder. Skat og moms er allerede blevet sat i vejret, ligesom prisen på telefonsamtaler, vand, dieselolie og benzin er blevet sat op.

Prisen er massearbejdsløshed og trange kår. Som altid er det de fattige, der rammes hårdest.

Nicaragua sidder stadig i gældsfælden og vil - selv i bedste fald - sidde der år endnu. HIPC giver nemlig kun landet et åndehul på tre år, inden de første afbetalinger på den resterende gæld skal falde.

Cirilo Otero:

"Nicaragua befinder sig i en ond cirkel. Landet har i mange år trukket afbetalingerne på gælden ud, mens gælden er vokset og er blevet sværere og sværere at betale. Hvis Nicaragua skal reddes, må omverdenen først og fremmest forstå, at vi er fanget i denne gældsfælde. Landet må have ressourcer fri, som kan investeres i uddannelse, udvikling og sundhed. Ellers kommer det aldrig på fode igen."

Tilbage til artikler