Ekstra Bladet oktober 2000

På jagt efter dyret

Af Dan Jensen

Mosaikker, skulpturer og en charmerende uorden fanger øjet, før den danske nordmand Baard Owe tager imod i huset på Frederiksberg.

Han er klædt i krøllet skjorte, slidt T-shirt, sandaler og tømrerbukser. Håret stritter, og smilet lurer i de intense, blå øjne. Netop nu er han aktuel i spillefilmen 'Dykkerne' og - ikke mindst - i TV 2's 'Hotellet', hvor han spiller vagtmester John Christian Lundbye. Særlingen uden fortid. Hotellets mystiske skygge i kælderen med det store fyr.

Baard Owe er 63 år og kommer fra Norge. Han gik på Statens Teaterskole i Oslo, indtil han i 1956 søgte ind på Aalborg Teaterskole for at afslutte sin uddannelse. Han har spillet med i en lang række film, revyer, tv-udsendelser og teaterforestillinger og er kendt for sin personlige indgang til faget, hvor han aldrig har fulgt den slagne vej.

I en periode forlod han skuespilleriet for at læse teologi på universitetet og uddannede sig senere til zoneterapeut.

- Det er jo lidt af en gåde, hvem John Lundbye er. Jeg kan ikke sige, hvor han sover. Eller hvor han bor. Han er der bare. Han er vagtmester. Han går i det tøj, som han går i, og prøver at være et ordentligt menneske og er som udgangspunkt pragmatiker. Det er det hele, siger Baard Owe med den karakteristiske dybe røst, der klinger som tusind djævle og fylder hele rummet.

Det markerede, mørke ansigt med det intense blik har givet ham adskillige roller med dæmonisk islæt. Frysende, iskolde portrætter. Pastor Zeem i 'Charlot og Charlotte', overlæge Bondo i 'Riget'. Den ildevarslende tysker Eric i 'Dykkerne.' Og nu altså den mystiske vagtmester Lundbye.

Baard Owe er naturligvis ikke som sine roller. Han smiler meget og er glad og tilfreds og spadserer myndigt rundt i huset. Men han forstår det med dæmonien. Sådan er hans udstråling. De spidse øjenbryn. Ansigtet og de brede skuldre. Han ligner, det ved han, men afviser med et flintrende smil, at han er tiltrukket af det dæmoniske.

- Det er jo bare et spørgsmål om ord. Hvad er dæmoni? Jeg aner det ikke. Sådan er min udstråling. Som skuespiller vælger man jo ikke selv. De roller, som man får, afhænger meget af, hvordan du bliver set første gang. Så er du sat i bås, og så bestiller de tre runder af det næste gang, siger han og trækker på skuldrene.

Der er Prince Light og pulverkaffe på bordet. Katten Djenghis slikker sig i solen. Hustruen Marie-Louise har sin mor på besøg. Der er farvestrålende fliser og mosaikker på væggene. Engang drømte Baard Owe om at blive billedhugger, digter, maler. Men han kom fra det som ung, hvor skuespillet krævede det hele. 20 år senere tog han det op igen.

- Som alle andre er jeg selvfølgelig stødt på en masse dæmoni i mit liv. Alle mennesker har noget dæmonisk i sig. Ønsker du, at det går en anden dårligt, er det jo en form for forbandelse, som du kaster ud i luften. Det er også dæmoni, siger han og smiler.

Øjnene glimter. Han suger på sin cigaret.

DET DYRISKE MENNESKE
- Ved du hvad. Selvfølgelig er der en del af mig selv i rollerne. Ellers kan jeg ikke spille dem. Men en hvilken som helst, der har en begejstring eller kraft i sig, vil nogle gange fremstå som en bulldozer eller en fanatiker. Så siger de, at man er dæmonisk. Men det er jeg sgu ikke. Ha ha.

Den dæmoniske udstråling kommer måske fra den primitive side af mennesket, som Baard Owe har været på jagt efter, siden han var dreng. Et vendepunkt kom, da han som 12-årig var tæt på at blive slået ihjel. I Norge, hvor han kommer fra, samler man fældede tømmerstokke på de tilfrosne elve om vinteren. Man kan gå på dem om vinteren, men om foråret er det farligt. For hvis isen er skrøbelig, går det hele under.

- Det var forår. Nogle andre drenge var efter mig, og jeg flygtede ud over tømmeret. Pludselig brød isen under mig. Tømmeret gik under. Mange hundrede stokke. Jeg dansede og hoppede og sprang. Og pludseligt var det ovre. Jeg tænkte: Hvad skete der? Det var ikke mig. Et urinstinkt havde taget over. Jeg opdagede det utrolige styringssystem, som vi har, hvis vi lægger civilisationens vægtlod fra os, siger han.

Siden har han været på jagt efter netop dén tilstand, hvor intellektet slår fra, og krop, ånd og sjæl arbejder sammen uden barrierer og hindringer.

- Det er en form for zen, hvor der er manglende intellektuel adskillelse mellem krop og ånd. Man ser det hos folk i livsfare eller under hypnose. Og hos en mand som Michael Laudrup. Det opstår, når du bringer dig i harmoni med det, som jeg betragter som det inderste, primitive menneskevæsen, siger han.

Han har opfundet sin egen træningsmetode, Todo, der skal hjælpe med til at nå målet. En teknik til muskeltræning og selvcentrering, som han har udviklet fra kung fu og thai chi.

KROPPENS SKÆVHEDER
Han bekender sig til et holistisk livssyn. Mennesket er en helhed, der skal plejes. Han er veltrænet og spændstig trods sine 63 år.

Hans mor var Mensendieck-lærer og prægede ham med bevidstheden om kroppens bevægelser og æstetik. Han træner todo. Og så går han med strøm gennem kroppen. I brystlommen ligger batteriet, hvorfra ledninger går gennem skjorteærmerne til dioder, der er hæftet til fingerspidserne med plaster. Strømmen er kraftig og stimulerer hans nervesystem.

- Det er en form for biofeedback, der hele tiden giver impulser, som jeg skal holde styr på. Det er en del af todo og er faktisk arbejdsfri vægtløftning. Og er der barrierer i kroppen, banker strømmen på, til der er fri bevægelse. Strømmen finder kroppens skævheder, siger han. 

Tilbage til artikler