Guds hus

Efter et liv i skure af bølgeblik har Mama Kheva fået sit eget murstenshus. Mama Khevas kirke gav pengene til huset, der er et lille skridt på vejen mod at få gjort townshippene til et godt sted at bo. Men skurene dominerer stadig.

Af Dan Jensen og Søren Verup

Når hun åbner øjnene om morgenen, er det første, hun ser den solide murstensvæg i soveværelset. Ivy Zimba Nombulele, alle kalder hende Mama Kheva, har endnu ikke helt vænnet sig til synet. Her, et halvt år efter hun første gang sov i værelset, kan hun stadig mærke glæden og stoltheden i maven, når hun lader blikket glide op og ned ad væggen. 

Murstenene, vinduerne, trædørene, stengulvet. 

Et rigtigt hus.

- Jeg er så lykkelig. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg ejer et murstenshus. Nogle gange sidder jeg bare og kigger tomt på væggene og spørger mig selv; 'Mama, er alt dette virkeligt dit?', siger hun og ler, så maven og de bredde kinder hopper.

Hun er ikke ret stor, kun lidt over halvanden meter, og når hun går, vrikker den lille, runde krop voldsomt fra side til side. Mange års hårdt arbejde som stuepige hos hvide familier har givet hende slidgigt i begge knæ, og desuden er hun ved at blive gammel.

I stuen har biblen sin faste plads ved siden af Mama Khevas lænestol og hendes 28-årige søn, Patrick, sin faste plads på sofaen foran det lille, sort-hvide tv.

Hendes hus er det eneste murstenshus i gaden og et af de få stenhuse her i Harare, en bydel med cirka 25.000 indbyggere i udkanten af en af Cape Towns store, sorte township, Khayelitsha, hvor op mod en halv million sorte sydafrikanere lever og bor i en kaotisk masse af små, vakkelvorne blikskure, der i titusindevis ligger klemt skulder ved skulder så langt øjet rækker. 

Fattigdommen og arbejdsløsheden i denne enorme, osende blikby er massiv. Kun et fåtal af indbyggerne er i stand til at spare penge op, endnu færre er i stand til at optage et banklån. 

Det hører derfor til sjældenhederne, at en indbygger i Khayelitsha får mulighed for at bygge et rigtigt hus. Men Mama Kheva var heldig.

For et lille år siden besluttede den amerikanske metodist-kirke, at den ville åbne et byggeprojekt i Harare, hvor Mama Kheva bor.

I samråd med den lokale rådmand, Mbulelo Ncedana, vurderede kirken, at det ville være passende at give gamle Mama Kheva projektets første hus. Dels fordi hun var kommet op i årene, dels fordi hun har været medlem af metodist-kirken det meste af sit 61-årige liv og var kendt og respekteret i menigheden som stærk i troen og mild i sindet.

- En dag kom Mbulelo og sagde: 'Mama Kheva, vi vil bygge et hus til dig. Der kommer penge fra kirken i udlandet'. Jeg tænkte: 'Tak Gud. Omsider skal gamle Mama Kheva bo i et rigtigt hus', men inderst inde troede jeg, at Mbulelo løj. Det kunne ikke være rigtigt, fortæller Mama Kheva.

- Men det var sandt. Jeg hævede de få cent, jeg havde i banken, så de kunne købe en trillebør og cement og det ene og det andet. Så kom de med alle tingene. De gravede og sang og murstenene kom. Og så byggede de dette hus til mig, siger hun.

Hun er stadig lidt ør i hovedet over, at det skete. For der er ikke blevet bygget meget i Harare, siden regeringens planer om at løse de enorme boligproblemer i townshippene næsten gik i stå på grund af manglende penge og andre prioriteringer. Mange snakkede og håbede, men intet skete.

Som sædvanlig er det derfor udelukkende op til de få private initiativer, mest af kirkelig eller mellemfolkelig karakter, at forsøge at forbedre boligsituationen i townshippen.

Men problemerne er enorme og pengene små.

Metodist-kirkens boligmodel virkede derfor som en fornuftig ting at forsøge sig med.

Modellen, der hedder habitat, sigter mod - gennem hjælp til selvhjælp - at bygge sikre og gode murstenshuse i de fattige slumområder og på den måde forbedre de fattiges levevilkår og give dem en smule overskud i tilværelsen.

Modellen er simpel.

Den amerikanske metodist-kirke giver penge til de første murstenshuse i et område. Pengene bliver lagt i en pulje og bliver dernæst lånt videre til husbyggeri. Alle afdrag på lånene, der er rentefri og årligt justeres med inflationen, ryger tilbage i puljen. Når der er penge nok i puljen, bliver de igen lånt ud. Afdragene på det nye lån går tilbage i puljen sammen med de øvrige låntageres afdrag.

Jo flere låntagere der er, jo hurtigere kan der derfor samles penge nok i puljen til nye huse.

Mama Kheva betaler hver måned 250 rand tilbage på sit lån. Det svarer præcist til halvdelen af hendes pension på 500 rand.

Selve byggeriet af et habitat-hus bliver udført af frivillige. Naboer, venner og familie, der ofte får hjælp af især unge metodister, som rejsende langvejs fra.

Husene er bygget af store cementblokke, og det tager sjældent mere end nogle få uger at bygge et hus. Under de såkaldte blitz-byggerier tager det kun én til to dage.

Siden Mama Kheva flyttede ind, er det gået stærkt. PÅ et halvt år er der bygget yderligere 18 habitat-huse i Harare, mens over 400 familier har skrevet sig på ventelisten.

I 2000 skal der efter planen bygges omkring 50 nye huse, året efter 100. Målet er at få skurene helt væk fra Harare i senest 2005.

Det er nu ikke sandsynligt, at det sker.

Mama Khevas gamle skur bliver i hvert fald stående i hendes baghave. Et enkelt, lummert rum mellem fire løst sammensømmede træplader. 14 kvadratmeter med gammelt pap og træplader på væggene og tre gamle bildæk til at holde bliktaget på plads. Mat sollys, der bager gennem et enkelt, ridset plasticvindue og på det ujævne gulv gamle tæpper og et par slidte vattæpper.

Her boede hun og Patrick i otte år. Hun har ladet skuret blive stående som et minde om gamle dage. Og så kan det altid bruges, hvis der kommer overnattende gæster.

- Jeg har altid godt kunnet lidt at bo her i Khayelitsha, men når det er koldt eller regner, er det ikke godt at bo i et skur, siger hun.

Det blæser udenfor. Sand, papir og plasticposer fyger hen ad gaden, og de mange presenninger og papstykker på husene blafrer i vinden.

Dørene i murstenshuset står åbne, så vinden kan trække gennem rummene. Åbne døre er en helt ny fornemmelse for Mama Kheva. Da hun boede i skuret, kunne døren aldrig stå åben, når det blæste. Risikoen for at vind og gennemtræk blæste taget af, var for stor.

Mama Kheva er heller ikke længere nervøs, når det trækker op til regn. Da hun boede i skuret, var regn ensbetydende med, at hun og Patrick skulle sove under plasticposer og brodere gulvet med spande og kar, der opfange de smældende dråber.

- Når det regnede, øsede det ned på os, og vi frøs. Sådan er det ikke længere. Nu har jeg det godt. Gud har været god mod mig, siger Mama Kheva og nikker bestemt med hovedet.

Så smiler hun og lægger en hånd på muren ved siden af sig.

Murstensvæggene gør luften i huset kølig og Mama Kheva tryg. For en murstensvæg kan ikke væltes af indbrudstyve og kan ikke brænde. I det nye hus er hun derfor beskyttet mod disse to største problemer ved at bo i skurbyen.

- Der går altid ild i mange skure, når der er brand i Khayelitsha. De står så tæt og er så skrøbelige, Man sover ikke godt i et skur. Man farer op ved den mindste lyd og løber ud for at se, om det brænder, for måske nærmer ilden sig ens eget skur. For to måneder siden brændte to skure lige dernede, siger hun og peger ud over rækkerne af blikskure, der strækker sig så langt øjet rækker uden for vinduet.

- Men jeg var ikke bange. Jeg stod bare her og kiggede ud af vinduet, mens familierne søgte ly i min stue. Sådan er det, når man bor i et murstenshus.

Hun strækker en rund arm ud og tager et postkort ned fra en hylde på stuens reol.

- Dette kort er fra Mrs. Maggie, som jeg var tjenestepige for. Hun var en god kvinde. I tolv år tilhørte jeg familien. Selv i dag, hvor jeg ikke længere arbejder, sender hun mig en kage en gang imellem. Da Mrs. Maggie hørte, at jeg havde fået dette hus, sendte hun dette kort til mig. Hun var glad, fordi jeg nu kunne føle mig tryg, siger Mama Kheva.

Tryghed er vigtigt, for som ældre indbygger er Mama Kheva udsat i Khayelitsha, der, som langt de fleste township i Sydafrika, er voldsomt plaget af kriminalitet.

Hver weekend bliver folk stukket ned eller banket ihjel. Hver dag er der overfald, røverier og voldtægter. De unge har intet arbejde, ingen penge og intet håb, og den stigende afmagt får mange til at søge til volden, narkoen, røverierne og banderne, der ofte er den eneste mulighed for at skaffe penge og en form for indhold i tilværelsen.

Mange unge dør en voldsom død i en ung alder, mens andre bliver syge af slummen og dør af selv simple sygdomme. Læger er der ikke mange af, og de, der findes, koster penge.

Mama Kheva har mærket det hele på sin egen familie. Hendes mand blev syg og døde for næsten 30 år siden. Patrick er den eneste tilbage af hendes fire børn. Laurence fik pludseligt ondt i maven og døde i 1991. Umaksie blev stukket ned i nabotownshippen, Guguletu, for to år siden, og Patricks storesøster og hendes to børn har Mama Kheva ikke set i to år.

- Hun er ikke nogen god datter. Hun bor sammen med mænd i den anden ende af byen og skifter fra den ene til den anden, som det passer hende. Men Patrick er en god dreng. Han tager sig af mig, så godt han kan, siger Mama Kheva.

Som de fleste andre unge mænd i Khayelitsha er Patrick arbejdsløs og ugift. Kirken og troen er hans værn mod bandeliv og stoffer, og Mama Kheva har forlængst bestemt, at han skal arve hendes hus, når hun dør.

- Jeg er en gammel kone, og dette hus er til mine børn. Patrick skal have det, og hvis min datter kommer hjem, skal hun også bo her. Jeg er stolt over at kunne efterlade dem et ordentligt sted at bo, siger hun.

- Nu vi har huset, mangler der kun job til de unge. Så ville der blive fred, og verden ville blive god at leve i.

Midt i stuen står sofabordet pyntet med blomster og farvet dug. Mama Khevas stolthed, køkkenet, er skinnende rent. Når den kraftige middagssol bager ind gennem vinduet over vasken, tegner lyset en smal, skinnende firkant på køkkenbordet.

Næsten som et kors.

Fem glasvinduer. Fire stenmure. Tre værelser.

Mama Kheva er ikke i tvivl.

- Dette hus var en gave fra Gud.

Tilbage til artikler